Husker du at anerkende din kollega – også vikaren?

Husker du at anerkende dine kollegaer og føler du dig selv anerkendt for det du bidrager med?
I en tid, hvor det kan være udfordrende at finde kvalificeret arbejdskraft, er det endnu vigtigere at passe på den, vi har. At huske at værdsætte dine kolleger og sige det højt er måske vigtigere, end du tror.

Derfor skal du anerkende din kollega – også vikaren!

At passe på hinanden på arbejdspladsen og give anerkendelse og ros giver et kæmpe boost til modtageren. Husk også at ros den kollega, du ikke taler mest med eller vikaren, som er der for første eller ottende gang.

Du får det også selv bedre

Uanset hvilken stilling eller rolle du har på din arbejdsplads, så er du kulturskaber. Det er vi alle, når vi indgår i et fællesskab. Så hvis du øver dig i at anerkende dine kollegaer, er der stor sandsynlighed for, at glæden det skaber spreder sig som ringe i vandet. Når vi roser og anerkender hinanden på jobbet, skaber det glæde, stolthed og motivation.
Med et smil på læberne, går arbejdet lettere, og det påvirker arbejdsmiljøet. De små tilkendegivelser er vigtige. Anerkendelse viser os, at vi gør en forskel og den følelse giver stolthed og motivation.

Du skal være oprigtig

For at anerkendelse skal føles rart, skal den være oprigtig og anerkendelse kan være mange ting. Måske din kollega har gjort et godt stykke arbejde, måske du savner dennes smittende grin, måske I har haft en vagt sammen, som er gået rigtig godt eller måske du vil sige tak for hjælpen eller bare give et kærligt klap på skulderen? Husk at ros og anerkendelse kan gives og formuleres på rigtig mange måder.

Alle mennesker vokser af anerkendelse – også dem som har svært ved at modtage den. Ligeledes har alle arbejdspladser gavn af medarbejdere, som værdsætter hinanden. Derfor synes vi hos Ethica Cura, at I skal huske at sige det højt!

Nu når du skal i gang med at rose dine kollegaer, har vi fem råd som du kan tage med på vejen.

 

5 gode råd, hvis du vil anerkende din kollega:

  1. Gør det til en vane at fremhæve noget godt ved en eller flere kollegaer – gerne hver dag.
  2. Vær konkret, når du roser og anerkender
  3. Hav modtageren i tankerne og forsøg at tilpasse måden, du anerkender på, så den passer bedst muligt til vedkommende.
  4. Anerkend kollegaer alle steder på din arbejdsplads og ikke kun dem, som du deler fagområde med. Husk også at anerkende vikarer. De er der for at skabe værdi og gøre en forskel.
  5. Sørg for, at din ros ikke bliver til ligegyldig anerkendelse – vær oprigtig, konstruktiv og sig kun ting som du mener.